Sandhedens time

I dag vil jeg citere mig selv fra et møde der gik godt. Hvor jeg blev mødt og set, og hvor jeg ikke mærkede antydningen af pres, forventning eller krav. Måske derfor kunne jeg sige det så klart:

“Når jeg bare går og passer mig selv, tænker jeg jo ikke over at jeg måske er autistisk. Så er jeg bare mig. Og det er sådan set fint nok.”

Nu bagefter går det op for mig hvor sandt det her egentlig er. Det er først når jeg skal noget sammen med andre mennesker, at der er noget “galt” med mig. At jeg bliver forkert. Alene sammen med mig selv er jeg faktisk et ret fint og dueligt menneske, efter min egen mening.