Fordybelse heler

Forleden faldt jeg over et hæfte med krydsord og sudoku som nogen havde efterladt i et offentligt rum, og tog det med hjem. Jeg tænkte at jeg måske kunne træne min hjerne lidt med sådan nogle aktiviteter.

Jeg aner ikke hvordan det egentlig går med hverken krydsordene eller sudokuerne (jeg havde aldrig prøvet at løse en sudoku før). Det kan være at det ville se helt absurd langsomt og dumt ud hvis nogen med forstand på sagerne så mig “arbejde” udefra. Jeg aner heller ikke om det faktisk træner min hjerne så den kommer lidt op i gear og engang igen kan løse mere komplekse problemer. Men det er måske heller ikke det vigtigste, har jeg opdaget.

Det er nemlig først og fremmest virkelig sjovt! Tiden forsvinder, jeg bliver totalt opslugt, og alene det er så helt utroligt dejligt og gør mig glad og rolig. Det er en gave at opdage at jeg (igen/stadig) kan fordybe mig uden hele tiden at være bange for at blive forstyrret eller overse noget eller glemme tiden eller forsømme et eller andet som andre mennesker forventer jeg tager mig af, og dermed gøre nogen vrede eller ultimativt afstedkomme en mindre ulykke.

Det er en livsnødvendighed for mig at kunne fordybe mig og lade mig opsluge af noget som interesserer mig. Jeg har været så bange for at jeg havde mistet både mulighederne og evnerne for det. Nu er det lykkedes at skabe mit “yndlingsrum” i det små, og det føles virkelig godt.