I dag gik jeg på biblioteket, fandt det største og mest detaljerede atlas på hylderne og slæbte det hen til en vinduesplads. Der var lukket for både varmen og det varme vand hvor jeg bor, og jeg syntes ikke jeg var helt frisk nok til at gå langt i dag. Så må jeg opleve en bid af verden på en anden måde, tænkte jeg, og med generel nysgerrighed og specifik interesse i at forsøge at få overblik over hvordan landområderne egentlig fordeler sig rundt om nordpolen og det nordlige ishav, gik jeg på opdagelse.

Det slog mig at uanset hvor mange atlasser jeg kigger i, kan jeg altid zoome lidt mere ind og finde lidt flere detaljer som jeg ikke kender og sandsynligvis glemmer igen så snart jeg bladrer videre. Det giver mig oplevelsen af at der er så ufatteligt lidt jeg ved, ikke bare om selve kloden, men om alt hvad der findes på kloden. At der reelt ikke er noget som helst jeg er kvalificeret til at sige noget om, for det vil altid være baseret på et uendeligt lille fragment af hvad jeg eller man kunne vide. Jeg vil jo nærmest pr. definition som menneske kronisk være så uvidende at det grænser til hovmod overhovedet at udtale mig om noget som helst som om jeg ved noget om det.

Det er da egentlig en vild tanke. Jeg skal øve mig i at tie stille, skal jeg, og ikke være så jævla kålhøgen som jeg godt kan være af og til.

Hvoromaltingvar, jeg havde slet ikke fået nok af at kigge i det her gigaatlas da der blev lidt for megen trængsel på biblioteket til min smag, og det endte med at jeg lånte det med hjem.

Nu har jeg så haft en fest med især kystlinjen rundt om ishavet det meste af eftermiddagen. Lidt klogere er jeg vel blevet. Men på en måde også rigtigt meget dummere ;-).

—

(Bare for sjov: Ved du hvor landene Brunei, Djibouti og Kiribati ligger? Nej, vel?)