I dag har jeg slæbt gigaatlasset tilbage til biblioteket, og om et par dage står det nok på hylden igen, klar til at blive gennembladet af skoleelever på svarjagt eller geografinørder in spe eller ældre mennesker der har noget at tilføje med blyanter.

❌

Som nævnt tidligere: Der er uoverskueligt meget jeg ikke ved, så ufatteligt lidt jeg ved og endnu mindre jeg forstår, at det kan synes fuldstændigt ørkesløst at forsøge at få hold på noget som helst. Jeg er dog kommet i tanke om en trøstende erindring. Jeg havde engang en kollega der i frokostpausen rodede sig ud i noget om en anden kollegas grønlandske sweater, og hvor var den flot og autentisk!, og så gik småsnakken. Jeg holdt min mund indtil jeg så alligevel ikke kunne holde min kæft. For trøjen var strikket i et irsk aran-mønster, og det tillod jeg mig at sige. Og at det måske ellers var en islandsk sweater de tænkte på. Så blev der stille. Jeg havde tilsyneladende ødelagt den gode stemning. Igen.

Jeg lyver ikke. Det er så sandt som det er skrevet.

God weekend til alle ♡

___

❌
Jeg har fjernet en del af det oprindelige indlæg fordi jeg blev bange for at det kunne forstås som en kommentar til dagens storpolitiske hændelser. Det var det ikke, indlægget var skrevet tidligere på dagen før helvede brød løs, men blev – i det mindste i mit mærkelige hoved – pludselig uhyggeligt aktuelt. Undskyld min vankelmodighed.