For at være ærlig: Det er lidt svært at bevare roen for en følsom sjæl som mig lige nu. Det er gået okay hidtil i forhold til hele det storpolitiske spil der er i gang i verden, men i går knækkede filmen også for mig. Tyranni og afmægtighed. Jeg er skræmt fra vid og sans. Aldrig har jeg set uhyggeligere mennesker end de to amerikanske mødedeltagere (og deres løse kanon i kulissen som i øvrigt også klæder sig uformelt).

Jeg har slettet mit afsnit om Diomedeøerne i gårsdagens afsnit. Jeg syntes pludselig det var en alt for aktuel kommentar. Måske er det bare mig der ser spøgelser, men smidt ud blev det. Det var skrevet tidligere på dagen og var bare ment som en slags faktadeling – jeg elsker selv den slags (ubrugelig) paratviden. Min nysgerrighed bliver vakt, og skulle der vise sig at være tale om et kaninhul jeg kan smutte ned i, er jeg lykkelig.

Som faste læsere nok har lagt mærke til, har jeg været forsvundet ned i denne blogs layout-kaninhul det sidste stykke tid. Der skulle ske noget nyt, og mens jeg har pisket rundt i mørket nede i gangene, er lysten til at åbne kommentarfeltet igen også dukket op. Det kan ærligt talt godt blive lidt ensomt altid kun at tale med og til mig selv og ikke vide om nogen overhovedet hører hvad jeg siger. Jeg er efterhånden blevet færdig med at overveje det :-), og nu er muligheden for at skrive et svar til den til enhver tid seneste måneds indlæg en realitet. Jeg vil dog gerne understrege at jeg stadig håber denne blog kan fungere som et fristed for de læsere der ikke har lyst til at sige noget eller give sig til kende. Det er virkelig helt i orden. Jeg ved nemlig præcis hvordan det er helst at ville holde sig i baggrunden.

Til sidst kommer her lige et stykke musik med Maggie Rogers. Det er også en tilbagevenden her på stedet, nogen husker måske Fallingwater, det gør jeg i hvert fald. Det er godt at høre hendes stemme i alle betydninger af det udsagn.

(Hvordan jeg lige vænner mig af med at bruge googles produkter, har jeg endnu ikke regnet ud).