Det nære

Meta

De her daglige indlæg startede med et dogme om “en tanke om dagen” fordi jeg måtte have noget at holde fast i, noget at holde mig i gang med, noget at hænge mig i så jeg ikke faldt ud af verden. Det har også været godt. Men nu tror jeg måske energien har forladt dogmet, og de deleværdige tanker mit hoved. Derfor har jeg besluttet at vende tilbage til at lave indlæg når inspirationen kommer over mig.

Og så vil jeg ellers se om jeg kan få mig et liv IRL :-). Jeg er ved at blive vanvittig af altid at være alene og ikke kunne udrette noget i den fysiske verden. Lidt mere udadvendt aktivitet fra min side kunne måske også resultere i noget mere af en vis substans at skrive om.

For at du, hvis du stadig gerne vil følge med her, ikke skal klikke ind på bloggen forgæves i tide og utide nu hvor du ikke længere rigtigt kan regne med hvornår der kommer nye indlæg, vil jeg gøre opmærksom på at du nederst på siden kan tilmelde sig et ugentligt nyhedsbrev med links til nye indlæg. Og at du kan abonnere på bloggen i en feedlæser (feeder, feedly o.l.) og på den måde få en notifikation, et uddrag og et link hver gang der udkommer et nyt indlæg. Bare til information ;-).

Tusind tak til dig der ind imellem fortæller mig at du læser med her. Det betyder alverden og har gjort hele forskellen for mig at vide at jeg ikke var alene her på stedet ♡. Jeg er ked af at jeg sådan mister pusten for en stund.