Fredag
Glaseret skinke og havregrynskugler i venners gode lag. Lejligheden er pyntet af børnene, og der er nisser OVERALT. Jeg overdriver ikke. Det er fantastisk.
Lørdag
Aftensammenskudsjulefrokost. Der mangler ikke noget. Det skulle da lige være muligheden for at føre en samtale, men pyt med det for en gangs skyld. Mens de fleste i selskabet RÅBER, æder og drikker, forsøger jeg at mærke det vigtigste. Tuner mig ind. Der er personer omkring bordet jeg har kendt i mere end 20 år, og deres liv har ikke altid været lutter lagkage. Jeg ønsker dem alt det bedste.
Søndag
Gløgg varmet på trangiasæt ved bredden af Roskilde Fjord. Jeg sætter mig på en kongestol af en sten i vandkanten, følger hvinændernes flugt over fjorden og fisker mandler og rosiner op af termokruset med fingrene. Vi går gennem skoven hjem hvor brændovnsvarme, brætspil og et formidabelt måltid venter.
Nu er jeg mæt. Nu skal jeg sove.