“- Hvis du ikke ved, hvad en ekstrovert tænker, så har du ikke hørt efter.
– Hvis du ikke ved, hvad en introvert tænker, så har du ikke spurgt.”*
Jep, det er nemlig rigtigt! Som udpræget introvert (eller ‘introverteret’, som jeg foretrækker at skrive det) bider jeg hovedet af al skam og skriver her uden at være blevet spurgt, mens jeg støtter mig til den (måske illusoriske) forestilling at hvis folk vil vide hvad jeg tænker, kan de helt frivilligt “spørge” mig ved at klikke ind på bloggen her. Den forestilling fungerer som et par krykker i mit endnu vaklende forsøg på at udvikle mine ekstroverte funktioner (eller ‘ekstraverterede’, som jeg foretrækker at skrive det).
Til gengæld har jeg for et par dage siden slettet min facebook-profil – igen! Jeg kan ingen krykker finde dér, og jeg kan – trods min tålmodige og gode vilje, hvis jeg skal sige det selv – ikke rigtigt forstå hvad der foregår, og det føles ikke godt, det må jeg bare erkende. Så tak for tiden sammen, kære eks-facebook-venner, og god vind videre frem. I ved hvor I kan finde mig.
“Jeg har aldrig været i stand til at forstå,
hvorfor det skyldes netop, at jeg er uforståelig,
at ingen forstår mig.
– Milton Mayer.“*
—
*Fra “Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis” af Edvard Borbye som jeg fandt i morges da jeg ville rydde op i nogle bøger.