Jeg går videre og kan ikke lade være med at tage et billede af den lille havfrue også. Men sjovt nok har jeg ikke lyst til at billedet skal handle om hende. Jeg bliver mere optaget af de andre turister der kigger på den lille figur, og af at fange hendes lidenhed midt i den store verden.
En mand (som ikke er med på billedet) får øje på mig som han går væk fra havfruen, og laver sjov med mig ved at lave en grimasse og nogle fagter. Det fortæller mig at noget her har gjort indtryk på ham, og at han ikke rigtigt ved hvad han skal stille op med det. Jeg griner indforstået uden at forstå hvorfor, hvordan det så end kan lade sig gøre, og går videre. Og så – nu i skrivende stund – forstår jeg det pludselig alligevel. Den Lille Havfrue handler om mandens muligheder for udvikling. Ikke mine. Her er ikke meget at hente for mig, som kvinde.
Jeg tager ikke flere billeder på resten af turen, jeg går bare og kommer frem til B. Undervejs tænker jeg på Gefion, og hun forvandler sig i min fantasi på magisk vis til Eowyn, som jeg tidligere på dagen har talt med en anden om. Jeg må finde Eowyn, tænker jeg, og hun fortætter sig igen til en skjoldmø, en amazone*. Hjemme igen googler jeg ‘Eowyn Nazgul’, for nu ved jeg præcis hvad jeg leder efter. Du kan se det her her, hvis du synes.
“I am no man!”