Min verden er lidt rigeligt sammensat for tiden, og så bliver jeg som vanligt tavs. Der er bestemt meget jeg kan glæde mig over, men der hænger også nogle mindre opløftende private hændelser over det hele som tunge skyer. Sådan er det i alle menneskers liv fra tid til anden, og jeg prøver at rumme det og gøre mit bedste for at være konstruktiv, men jeg er træt og trist et sted inde bag det hele. Mest, tror jeg, fordi jeg ikke kan dæmpe skylden og skammen, mine lidt for trofaste følgesvende.
Jeg nyder vejret, lyset, varmen, og der hersker en sommerhusagtig stemning i vores lille rækkehus. Naboerne er ikke hjemme i denne forlængede weekend, og selvom jeg ikke har noget som helst skidt at sige vores naboer på, så er det alligevel meget anderledes at kunne gå ud på terrassen og i haven når man er “alene”, end når man skal dele uderummet med andre familier.
Og derude, hvor der er stille og himlen er høj, læser jeg “Ulven” af Katrine Marie Guldager, og det glæder mig, for det er rigtig kvalivarelekture som giver mig en stor oplevelse. Derude har jeg “forpagtet” et stykke af haven til en nabo der manglede plads til at dyrke lidt dild, og det glæder mig, for der er ikke meget ved at se på en brakmark, uanset hvor lille den er. Derude vander jeg mine pelargonier og mine solsikker (som nu er kommet ud af drivhuset), og det glæder mig at jeg trods alt stadig kan holde liv i dem. Derude hækler jeg en lille sommertaske i de fineste farver, og det glæder mig at se den vokse frem næsten præcis som jeg havde tænkt mig, for det er godt for én at skabe noget. Derude serverer jeg snart den rabarberkage jeg har bagt, med flødeskum til, og det glæder mig fordi det glæder en anden.
Det er godt alt sammen derude. Hvis ikke det var for skyerne derinde.