Tirsdag morgen.
Jeg kommer søvndrukken ned, og mens jeg fylder vand i kogekedlen, får jeg øje på katten der sidder ude på skraldespanden og råber op for at komme ind. Jeg sætter kedlen over, og åbner for dyret, som drøner ind mellem mine ben som en mørk skygge med retning mod madskålen. Jeg skal lige til at lukke døren igen, da jeg får øje på at der står to flasker rødvin ude på trappen. Halløj. Hvor kommer de mon fra?
Jeg ringer til min bedre halvdel, som aldrig går af vejen for at give nogen en hjælpende hånd, og spørger om han ved noget om de to flasker? Næ, det gør han ikke.
Nu har jeg ventet spændt ved mail og telefon siden. Jeg har også tjekket postkassen en ekstra gang, men er ikke blevet klogere. De skal nok blive drukket og nydt til sidste dråbe, de to flasker, ingen tvivl om det ..
.. Men tænk nu hvis de slet ikke er til os? Hvis nu nogen har taget fejl af husnumrene? Måske skal jeg stille dem ud igen til afhentning af den rigtige modtager? Nej, hva’?
Jeg tror bare jeg råber et stort tak ud i rummet og håber at det bliver opfanget af rette vedkommende.