Jeg er igen her, omend stivheden er aftaget betragteligt. Når jeg skriver ‘igen’, er det fordi jeg lige fik en udsættelse foræret på grund af en vandskade og nogle andre tekniske uheld. Men en udsættelse er en udsættelse og ikke en aflysning eller en tilbagekaldelse, og nu kører løbet, som har optaget mit system også mens jeg ventede på at det skulle komme i gang. Det er dog allerede blevet et par forhindringer kortere, det er altid noget.
Jeg har den vane at skrive en lille, kort note i min kalender hver aften som jeg synes opsummerer dagen. Jeg har opdaget at uanset at ordene er få, kan jeg stort set altid genkalde mig dagen når jeg læser dem, og det synes jeg er ret sjovt. I går skrev jeg: “Onsdag aften. Jeg overlevede! I morgen skal det fejres”.
I dag fejrer jeg så, og jeg kender ikke nogen bedre fest end 1) at forsøge at formulere hvad jeg tænker, på skrift, og 2) at samtale dybt med én anden person. Det mener jeg helt ærligt; jeg køber ikke tøj eller spiser god mad eller samler vennerne når jeg skal feste, jeg skriver og samtaler. Uforstyrret. Og siden jeg efterhånden har konstateret det, har jeg jo spurgt mig selv hvordan jeg kan gøre hver dag til en fest i stedet for at gøre hver dag til et spørgsmål om at overleve noget der minder om min egen begravelse? Svaret blæser i vinden lidt endnu, men det skal nok komme .. det sætter jeg min lid til.