Jeg kan ikke slippe billedet af eller tanken om at jeg har mødt personer, her iblandt mig selv, der var bange for at komme tæt på andre mennesker, og som gennem selvransagelse nåede frem til at det var fordi de var bange for at det andet menneske skulle finde ud af noget om dem selv som gjorde at den anden ikke kunne lide dem og måtte tage afstand fra dem. Det tror jeg en del mennesker genkender, men det forekommer mig at for mange af os gælder det også at vi kan tage et spadestik dybere og under denne umiddelbart genkendelige frygt for “at blive afsløret” finde en sønderknusende frygt for at det skulle vise sig at der var noget hos den anden som vi ikke selv kunne lide og måtte tage afstand fra – og at det er denne urummelige eller dømmende instans i os selv vi i virkeligheden er bange for at den anden ville dømme og forkaste os for. Finurligt nok. Som en anden side af præcis samme sag.
Jeg forestiller mig at denne frygt har sit udspring i en mægtig ubevidst tabuisering af det vilkår at vi ikke – selvom det ofte bliver præsenteret for os som et ideal vi burde leve op til – er i stand til som mennesker at være fuldkomment moderligt altfavnende eller i stand til som en anden gud at se og synes at alt er godt, men at vi hver især er afvisende over for nogle værdier og beskyttende over for andre. Jeg oplever det som en slags personlig tabuisering af det træk ved mennesket at vi alle har nogle personlige værdier som tegner os med lys og skygge, dvs. gør at der er noget man som person opfatter som rigtigt og forkert, godt og ondt, positivt og negativt – både i os selv og i andre. Et tabu som er opstået fordi man har en forestilling om at man skal være i stand til at rumme og holde af alle andre for selv at være elskværdig. Måske skammer man sig ligefrem over sig selv når man kan mærke at der er nogle menneskelige egenskaber (og nogle sider af sig selv) man bedre kan lide end andre, og at man – selvom man har forstået det overordnede princip at vi alle er præcis som vi skal være – kan registrere at nogle mennesker måske endda vækker ubehagelige følelser i én.
En sådan ubevidst tabuisering, tror jeg, kan være ganske livshæmmende fordi den tvinger én til at bruge en masse energi på at opretholde en maske som viser det man ubevidst forestiller sig andre kan lide at se (fordi det er sådan men helst selv vil se sig selv), og fordi den hindrer én i at komme så tæt på andre at man kan se bag om deres masker, skræmt fra vid og sans som man er for at finde noget man må tage afstand fra og som kan få en til at mærke hvem man i virkeligheden selv er – bag den pæne maske.
Lys og skygge, det er det det hele handler om, og nu hvor jeg er i det her bestemte skyggefelt, som jeg friskt med mine egne ord kalder ubevidst tabuisering af de ikke-alt-rummende sider af én selv, vil jeg også lige minde om at skyggearbejde ikke handler om at afskaffe skyggen, men om at få øje på at vi alle har en skygge og ikke kan komme uden om at have den (men måske nok gøre den lidt mindre med tiden, lige som når solen står højt, og man befinder sig nær ækvator). Vores psyke vil altid omfatte noget som er ubevidst, og som vi ikke kan se hos os selv, men kun hos andre, og som vi tror hører dem til.
Jeg har med vilje valgt ordet tabu, fordi det for mig også kan illustrere vejen ud af “livshæmningen” og ind i livsudfoldelsen. Sådan helt banalt sagt, så tror jeg på at talemåden eller flosklen om at hvis man bryder et tabu, mister det sin magt, også gælder her. Hvis man kan sige til sig selv: “Okay, der er nogle menneskelige fænomener her i livet jeg bare ikke kan snuppe lige nu, og jeg kan mærke på ubehaget i min krop når jeg er tæt på dem, at det ikke er godt for mig at have noget at gøre med dem lige nu, og det respekterer jeg og tager jeg ansvaret for”, så kan jeg måske efterhånden lade masken falde og frigøre noget af al den energi der har været bundet i at opretholde den, og i stedet bruge energien til at lade mit liv udfolde sig med alt hvad det indebærer af godt og ondt.
Og måske er det også så heldigt, at jeg når jeg lader mit liv udfolde sig og bruger min tid her på jorden uden så mange forbehold og bekymringer, bliver i stand til efterhånden at rumme flere af de fænomener jeg lige nu ikke kan snuppe – simpelthen fordi jeg ikke mere har så meget maskeenergi bundet i ikke at lade det skinne igennem at jeg ikke kan snuppe dem. Fordi jeg ikke er så bange for min egen skygge mere og har accepteret at jeg har den. Måske mister de ting der provokerer mig så meget hos andre, deres overdrevne betydning for mig og bliver noget som mere eller mindre bare passerer, noget som jeg måske nok iagttager og registrerer, men som jeg ikke skal “tage mig af” personligt. Tror jeg.