Lyset er blåt. Katten vil ud, og så vil den alligevel ikke ud. Jeg åbner troligt døren hver gang den beder om det, bare for at se den snurre rundt om sig selv med den ene pote i døren og vibrerende næsebor.
Nu ligger den her på printeren, og jeg sidder her ved computeren. Radioen spiller Lis Sørensen, og hende læste jeg lige om i et ugeblad i går, og helt ærligt, jeg ved godt hun har set lyset og alt det der, og at hun synger om det med et gudbenådet talent. Gudskelov for det. Men selv har jeg det mest som katten. Jeg bliver slået tilbage af kulden.
