Jeg er nået til sidste side i den dagbog jeg skriver i for tiden. Lige om lidt sætter jeg de sidste kruseduller der er plads til, og det får mig til at tænke på at jeg altid vil huske netop denne dagbog for nogle ord af Eckhart Tolle som jeg engang hørte i et radiointerview og skrev ned efter hukommelsen, og som jeg vender tilbage til igen og igen. Nu kan jeg ikke lade være med at google ordene, det er en indgroet vane jeg har altid at skulle grave, og vupti er jeg på en side hvor interviewet er skrevet ned. Når jeg læser i det, kan jeg tydeligt høre de to stemmer der taler sammen, i mit hoved.
“The only difference between a Master and a non-Master is that the Master embraces what is, totally.”
Sådan lyder de ord jeg skriblede ned efter hukommelsen i dagbogen et sted undervejs. Jeg glemmer dem aldrig, tror jeg. Heller ikke selvom den dag engang skulle komme hvor ikke bare min hjerne, men også mit hjerte forstår dem i sin fulde udstrækning.
Jeg har købt en ny dagbog for længe siden, og den ligger klar til at blive taget i brug. Hvis der er noget, jeg er panisk angst for at løbe tør for, så er det plads til at skrive og tegne lidt af alt det der drøner gennem hovedet på mig såvel om natten som om dagen med jævne mellemrum. Dagbogen er som et anker i tilværelsen for mig. Uden det drev jeg måske væk.