I går var jeg for første gang på besøg i en lejlighed hvor hver ting har sin plads og alting er valgt med omhu. Her er det helt utænkeligt med sure fodboldstrømper på gulvet, skærebræt med krummer og kniv på køkkenbordet og uindrammede børnetegninger på væggene.
Og helt ærligt, jeg var ikke fri for i et glimt at ønske mig 25 år tilbage i tiden hvor jeg selv boede sådan (næsten). Men det er jo kun Superman der kan dreje kloden baglæns, så jeg sprang hurtigt videre til i et glimt at se for mig at jeg hentede trillebøren i haven og kørte skrammel og unødvendigt gods væk i fast rutefart mellem hoveddøren og containeren i total udsmidnings- og oprydningsrus hele denne skønne mandag.
Men også det glimt kom jeg over. Jeg tror jeg nøjes med at rydde lidt op efter weekenden hvor alt fik lov at ligge hvor det blev smidt, fordi jeg havde travlt med at hækle en gave til værtinden. Jeg er ikke sikker på at det jeg fik lavet i min glade iver var så velvalgt, det kan jeg vist lige så godt sige selv. Kulturkløft, kunne man måske nærmest komme til at tænke, men som sagt: Jeg kan jo ikke skrue tiden tilbage, selvom jeg på én måde gerne ville. Heldigvis kan jeg også godt få øje på at jeg på en anden måde helt sikker ikke ville, selvom jeg havde valget. Gudskelov.
