Det er torsdag, og det betyder fridag. Eller hviledag, skulle jeg måske hellere kalde det, for jeg bruger det meste af mine fridage for tiden på at forsøge at finde både mig selv og lidt energi igen, og så kan jeg vel næppe sige at dagen er fri? Jo, fri fra lønarbejde, men nej, ikke fri til at bruge til det der ellers venter inden i mig og kalder på mig for at blive brugt og forløst.
Det tager megen fordybelse for mig at nå det sted i mig selv hvor jeg kan mærke hvad der kalder, og en enkelt dag er ikke nok. Slet ikke når energireserverne er i bund lige fra morgenstunden, og det er de konstant for tiden, fordi en gammel, velkendt dæmon flår mig endnu engang. Jeg er kun et menneske, men jeg glemmer det igen og igen, fordi en del af mig lever i den vildfarelse at jeg skal være guddommelig for at have ret til at være her. Nu har den del igen sneget sig ind på mig i ubemærkethed og blandet sig i mine sager, og der skulle en kraftfyldt drøm og nogle tydelige signaler fra min krop til for at bringe mig ud af besættelsen igen. Men nu ser jeg. Og det kræver jo også sin energi. Og sin hvile.