Hvad er vigtigst?
- At kunne forklare eller at kunne forandre?
- At lave gode præstationer eller at have gode relationer?
De to spørgsmål har udkrystalliseret sig efter en formiddag med P1-podcasts som rigtignok handlede om meget mere end dét, men alligevel .. Jeg ved selvfølgelig godt hvad de “rigtige” svar er for mig, men lever jeg dem? Lur mig om jeg ikke tænker ét og gør noget andet.
Det startede egentlig med at jeg kom til at tænke på en kvinde jeg engang kendte og holdt af. Hun begyndte at male akvareller, og med risiko for at forsimple historien vil jeg mene at det førte til at hun forlod mand og barn og flyttede til den anden ende af landet for at male og være sammen med en ny mand som forstod at hun ville male og ikke være portvagt eller serviceassistent eller hvad det nu var hun arbejdede som når hun ikke lavede mad eller vaskede tøj eller ryddede op derhjemme. Og så kom jeg i tanke om at hun, inden hun flyttede så vanvittigt langt væk, forærede mig en æske med de fineste, håndplukkede akvarelfarver. Vel sagtens fordi hun gerne ville dele sin glæde med mig, tænker jeg. Der står WINSOR&NEWTON på æsken – det ved jeg til gengæld med sikkerhed, for jeg har fundet den frem igen fra en kasse i kælderen. Gulnet på ydersiden, men med næsten helt ubrugte farvebrikker indeni.
I dag er en god dag at tage imod hvad en gammel ven prøvede at dele for 20 år siden!, tænkte jeg. Måske med lidt god radio i ørerne samtidig. Og så blev det til at formiddagen gik med at blive en hel del klogere først og fremmest på min egen glæde, men også på mine egne begrænsninger, hø, og på de to store spørgsmål som jeg skrev allerøverst.
