Plads til småsnak

Her på bloggen kan du nu øverst i venstre sidebar se et felt til små beskeder. Klik på de grå “folde-ud-firkanter” i øverste højre hjørne for at se alle samtaler, og for at logge ind hvis du er tilmeldt denne blog via Google Friend Connect.

Denne skriveboks er et forsøg på at give plads også til småsnak og dialog på initiativ fra både dig og mig, og jeg vil bruge den – i hvert fald i en periode – i stedet for at poste mikroblogindlæg i form af fx strøtanker og glimt fra min hverdag på Facebook og Twitter (som jeg holder pause fra, de medier har aldrig rigtig været mig).

Det er ikke kun mig, der kan skrive i boksen. Alle kan både se, skrive og besvare beskeder, og det er det bedste ved det hele, synes jeg – at ingen er udelukkede fra at følge med eller ytre sig hvis de er interesserede.

Der er dog et ‘men’ som generer mig, og som jeg ikke ved hvordan jeg skal komme udenom lige nu: Gadget’en er lavet af Google Friend Connect, og det er desværre kun læsere tilmeldt min blog offentligt via denne service der kan se navne og profilbilleder og få vist deres egne ditto. Jeg ville rigtig gerne undgå at man skulle være tilmeldt og logge ind på noget som helst, og det er altså heller ikke helt nødvendigt, men heller ikke optimalt hvis man ikke er det. Men hvis vi nu skriver vores navn hver især i beskeder og svar, så tænker jeg at det nok kan bruges, i hvert fald indtil jeg finder på noget andet eller bedre (og tingene har det jo med ikke at blive ved det samme ret længe ad gangen her på stedet, hø).

Jeg håber at “skriveboksen” vil give lidt liv til stedet her og måske bringe os lidt tættere på hinanden. Tøv ikke med at bruge den – hvad enten du gerne vil lytte eller sige noget selv.


Update 1. februar 2010:
Jeg bruger ikke længere Facebook og Twitter – skriver kun offentligt her nu :-).