Jeg sidder lige et øjeblik alene med en kop kaffe. Forsøger at finde mig selv midt i alle forventningerne, rollerne og mønstrene.
Jeg elsker juletiden, jeg synes det er den fineste tid på året. Men det er også en periode hvor der nemt kan opstå en direkte linje til de lag i psyken som for det meste befinder sig under bevidsthedstærsklen. Det kan gøre juletiden til en meget krævende tid hvor vi bevidst eller ubevidst overbebyrdes med informationer om de relationer vi er i, og om de strategier vi benytter for at beskytte os mod at opleve den enorme smerte der er forbundet med at være alene og ikke høre rigtigt til. Den oplevelse tror jeg jeg deler med mange andre mennesker.
Min foretrukne strategi er at gøre mig så usynlig og så praktisk nyttig som overhovedet muligt i situationer hvor jeg kan mærke at der ikke er plads til præcis den jeg er. Eller hvor jeg tror og forestiller mig at der ikke er plads, og hvor angsten for at ende udenfor er meget nærværende. Og der er måske ikke noget tidspunkt hvor det bliver mere tydeligt end ved juletid. Der skal ikke mange familiebesøg eller -samtaler til før jeg gør, tænker og føler omtrent som Janne 10 år ville have gjort – lige bortset fra at jeg er blevet noget mere øvet ud i det praktiske siden da. Det er udmattende, nedtrykkende og ind imellem også til at blive grundigt vred over, men det er også et spejl som jeg – hvis jeg tør åbne øjnene – kan lære rigtig meget af at kigge i. Så det prøver jeg. Mens jeg nyder alt det gode ved julen og i øvrigt venter på nytåret og på at tingene falder lidt til ro og det bliver hverdag igen.