Sagt mellem to drenge foran et billede på væggen (som jeg har fået foræret og er meget glad for):
Den Ene (forsigtigt, hensynsfuldt, dybtfølt):
– Altså .. ikke for noget .. men jeg synes altså det der billede er lidt .. ja, undskyld .. lidt ulækkert at se på.
Den Anden (trøstende, analyserende, lidt ironisk, men også med vilje til at se noget positivt):
– Årh, det er da ikke så slemt. Du skal bare lære at se kunsten i det .. så er det ikke så klamt mere.
—
Hm. Den tænker jeg lidt over. Kan jeg se “kunsten” i noget jeg ikke kan lide med mine følelser, for eksempel? Ja, det kan jeg godt, nogle gange i hvert fald. Det gør jeg mig vist den samme viljesmæssige umage for som den Anden. Men giver det nogen mening at prøve at overtale sine følelser til at kunne lide noget bare fordi det er erklæret “kunst”? (Jeg bruger gåseøjnene fordi jeg ikke aner hvad kunst er, men her opfatter det som et udtryk for noget der er erklæret værdifuldt ifølge den offentlige eller almene mening; ifølge rationelle, objektive argumenter eller noget i den stil).
Nej, det giver ikke meget mening, for mig i hvert fald. Når nu jeg mærker efter, virker det som undertrykkelse af noget vitalt. Jeg tror jeg vil øve mig på at kunne lide det jeg faktisk kan lide med hjertet, og ikke det jeg kun forstår værdien af med hovedet.
Bedst er vel det som både mit hoved og mit hjerte kan lide. Som det her omdiskutere billede, for eksempel. Faktisk.