I dag er det en hel uge siden, men oplevelsen varmer (og undrer) mig stadig.
Sidste lørdag var jeg på tur i byen sammen med to gæster fra Fyn. På et tidspunkt træder jeg ud af en butik, og midt i udsalgsvrimlen får jeg øje på et ansigt på fortovet nogle meter foran mig. Det lyser op, og det er som om jeg ikke kan undgå at se det. En mand ser mig direkte ind i øjnene og nikker smilende til hilsen. Jeg møder glæde og varme, og jeg smiler spontant glad tilbage.
”Hvem var det?” spørg en af de to kvinder jeg følges med, da vi er gået forbi. ”Jeg synes du sagde du aldrig møder nogen du kender”.
”Jeg ved det ikke,” svarer jeg.
”Ved du det ikke? Han så ud som om han kendte dig godt. Meget godt endda!”
Ja, sådan så det ud. Sådan føltes det også. Men jeg ved ikke hvem han var, og jeg undrer mig og bliver også lidt bekymret for mine egne åndsevner ved tanken om at jeg måske simpelthen har kunnet glemme.
Vi fortsætter vores tour de force gennem byen, men jeg kan ikke længere koncentrere mig om de endeløse mængder af tøj og sko og andre ting og sager, som jeg dybest set hverken har brug for eller råd til. Jeg ser ikke rigtigt noget mere, er væk i mine egne tanker i de øjeblikke hvor mine to venner forsvinder ind i prøverum eller snakker med ekspedienter. Jeg prøver først med en gammelkendt metode, nemlig systematisk analyse: Han var høj – var det en roer eller en volleyballspiller jeg har mødt i en af de to verdener engang? Han så ud som om han var lidt yngre end mig – var det en af min lillebrors kammerater? Han stod ligesom stille sammen med en gruppe dér på fortovet – genkendte jeg nogen af dem? Nej, det giver ikke noget resultat.
Jeg må give op. Tænker at jeg må håbe at jeg måske drømmer noget som kan lede mig på sporet, eller at der måske pludselig dukker noget op i brusebadet, mens jeg ordner vasketøj eller hvornår der ellers plejer at være god plads til indfald fra det ubevidste. Men der er ikke kommet noget endnu, og jeg ved stadig ikke hvem han var, nu en uge efter.
Måske tog han fejl, måske troede han jeg var en anden? Måske tog jeg fejl, måske stod der en person lige bag mig som smilet og hilsenen i virkeligheden var adresseret til? Jeg ved det ikke, jeg ved kun at indtrykket varer ved. Uanset hvem han var, så ved jeg at jeg har haft et møde med et dejligt menneske, den lørdag midt i mylderet i indre by. Og det varmer. Længe efter.