Hej, hør lige det her .. jeg læser lige op fra den bog jeg er i gang med, nemlig “Djævelen og frøken Prym” af Paulo Coelho. Det bliver en historie der er en del af en større fortælling, men skidt nu med det. Måske skal jeg bare lige sige at billedet er “Nadveren”.
Her kommer det så:
“- Da Leonardo da Vinci fik ideen til sit billede, stod han med et stort problem: Han skulle male Det Gode i Jesus og Det Onde i Judas, vennen der ville komme til at forråde ham under måltidet. Han afbrød arbejdet for at finde nogle velegnede modeller.
En dag da han var til messe, så han at en af kordrengene var Jesu udtrykte billede. Han indbød drengen til sit atelier og lavede skitser og studier af ham.
Tre år gik. “Nadveren” var næsten færdig men da Vinci havde endnu ikke fundet den ideelle model til Judas. Kardinalen der havde ansvaret for kirken, skyndte på ham og forlangte at han gjorde maleriet færdigt med det samme.
Efter at have ledt i mange dage fandt han en laset og hærget tigger der lå i rendestenen. Han bad sine hjælpere om at bære ham til kirken, for der var ikke tid til at tegne skitser.
Tiggeren blev båret ind uden at opfatte hvad der skete, og hjælperne holdt ham på benene mens da Vinci malede ubamhjertigheden, synden, egoismen, der så tydeligt lyste ud af hans ansigt.
Da han var færdig, slog tiggeren, der var kommet lidt til hægterne, øjnene op og så maleriet foran sig.
– Det billede har jeg set før!
– Hvornår? spurgte da Vinci overrasket.
– For tre år siden før jeg mistede alt hvad jeg ejede. Dengang sang jeg i et kor og drømte om alverden, og kunstneren bad mig stå model for Jesus.”
Det var så historien. Smuk og enkel. Og altomfattende. Tænker jeg om lige denne historie. Men hvor er det fantastisk at der i det hele taget findes mennesker der evner at fortælle de historier, som er vores allesammens historier, men som de fleste af os enten ikke kan få kontakt med eller ikke formår at give et udtryk der er forståeligt for hverken os selv eller andre. Synes jeg.
Nå, jeg må videre i “Djævelen og frøken Prym” …
