Jeg må ty til en nødløsning: I mangel af bedre kommer her et indlæg om de indlæg jeg aldrig får skrevet (færdige).
Først var der det indlæg om hvordan sidste uges fokus på Martin Luther King jr. fik mig til at rode i bogskabet og bladre lidt i “Strength to Love” (1963), på dansk kummerligt oversat til “Vejen hedder IKKE-VOLD”. Jeg ville sige noget om hvad styrken til at elske betyder for mig, og jeg fik også skrevet en del. Men så skete der for meget (godt) omkring mig til at jeg kunne tænke mine tanker ordentligt til ende. Det jeg ville sige var at jeg tror på at styrken til at elske vitterlig er den mest overordnede overskrift vi kan give livet. Den styrke er det eneste bærende.
Styrken til at elske sig selv. Elske andre. Elske menneskelivet i alle dets skikkelser. Elske livet.
Så var der det indlæg om vrede som jeg skrev det meste af. Elaine N. Aron inspirerede mig, og jeg ville viderebringe nogle af hendes tanker om at der er forskel på vrede og aggression. Om at følelsen af vrede kan bruges konstruktivt fordi den fortæller mig at mine grænser er (ved at blive) overskredet. At den kan hjælpe mig til at passe på både mig selv og andre, i modsætning til aggression som overskrider andres grænser, invaderer.
Og så var der det indlæg som blev skrevet med ført pen i mit hoved. Om antikrist. Ikke i en teologisk forståelse, men som et sindbillede. Det er svært at forklare … og helt sikkert endnu sværere at forstå.
Så nok om det som ikke er eller bliver. Til sidst lidt fra skuffen, bare for at understrege min armod (suk):
Summer’s here
the weather’s high
I feel like I
can touch the sky.
The ocean’s blue
the water’s clear
I sense the waves
I hold so dear.
The wind is warm
the breeze is strong
I see good people
who will come along.
The night is cool
the darkness silent
I hear a hope
of love, non-violent.