Der stod en mand på himlens stige

Der stod en mand på himlens stige,
han ville sig med Gud forlige,
han tænkte sig at kravle op
til Gud han så på stigens top.

”Jeg kravler opad”, tænkte manden,
”gøre godt, det ved jeg jeg kan.
En bedre mand, det er jeg snart,
ved vilje tager retfærdighed fart”.

Han anstrengte sig til perfektion
trods åndenød og depression.
Han gjorde alt som tænkes kan
at Gud kan forlange af en simpel mand.

Snart skete noget han ikke forstod:
En engel viste sig ved hans fod.
”Du ved det ikke, men hør nu her,
det er nede på jorden, at frelsen er”.

Da følte manden døden kalde,
nu ville han bare lade sig falde.
Han græd af smerte som aldrig før,
himlens port blev til helvedes dør.

Ved miraklets kraft holdt han fast endnu
selvom kvalerne næsten rev ham itu.
Da gråden tog af og sindet blev stille,
erkendte manden: man skal mere end ville.

Tro skal der til på at Gud er at finde
både øverst oppe og inderst inde.
Men ingen kan beslutte at møde det dér,
vi må vente og se om det finder os her.

Trin for trin fandt han jorden påny,
forstod at hans stræben ikke gav ly,
at hans menneskelighed på godt og på ondt,
den er et vilkår som er alle forundt.