Jeg venter på at kunne hente reserveringer på biblioteket. Jeg glæder mig som et lille barn; det er længe siden man har kunnet låne materialer, og da biblioteket åbnede for reserveringer til afhentning igen sidst i januar, var jeg på pletten ved computeren. Indtil bøgerne er klar, læser jeg en bog fra min egen reol som jeg engang fik foræret af en klog kvinde, men som jeg åbenbart først er parat til at læse nu. Måske skulle jeg blive gammel nok, jeg ved det ikke.
Bogen foregår før og under 2. verdenskrig. Den er et kæmpe vindue ind til det vi mennesker er gjort af på godt og ondt og som viser sig tydeligt i en tid hvor det eksistentielle spændingsfelt mellem mulighed og nødvendighed bliver trukket hårdt op. Jeg er godt halvvejs, og jeg er opslugt. Jeg slukkede lyset klokken to i nat. Der er ubærlige scener i løbet af bogen hvor mørket er så massivt at det er svært at læse. Og så er der lyset. Det skinner så stærkt i den her bog at man som læser kun kan tage imod det og lade sig oplyse. Det tør jeg godt sige allerede nu hvor jeg stadig mangler en bid, og hvor jeg er både spændt på og bange for hvordan det hele ender.
