I går væltede jeg en halv kop kaffe ud over min bærbare, der nok er den fysiske genstand i verden jeg nødigst vil undvære.
Jeg satte den til afdrypning i opvaskestativet og til tørre på radiatoren. Og da min søn kom om aftenen, gav han den en omhyggelig omgang med hårtørreren mens jeg lavede mad.
Den virker nu, jeg holder vejret og håber det varer ved. Kun en enkelt knap på tastaturet har tilsyneladende mistet forbindelsen til apparatets indre kredsløb: Pil ned. Det kan jeg godt leve med. Det går. Sammenlignet med at skulle undvære et bogstav eller for den sags skyld hele apparatet er det ingen ulykke at skulle etablere nye ryk-markøren-eller-fokus-nedad-vaner.
Hvoromaltinger, en computer er jo bare en ting. Anderledes alvorligt er det med de mennesker og relationer man mister og må lære at undvære henad vejen. Og sammen med dem den kærlighed som trods alle forsøg ikke kan drænes for det der ødelægger den, og som ikke kan udfoldes.
Det har fået mig til at forsøge at sætte ord på hvad det egentlig betyder for mig at elske et andet menneske og indgå i en kærlig relation. Jeg ved det faktisk ganske godt. For mig betyder det at opleve det andet menneske som så værdifuldt, interessant og givende at jeg vil bruge min tid, mine evner, mine ressourcer til at støtte det menneske i at udvikle sig, blive den bedste udgave af sig selv og opnå de ting i livet som vedkommende har behov for og finder mening i. Og samtidig at jeg er villig til at lade det andet menneske lære mig grundigt og ærligt at kende så vedkommende kan gøre det samme for mig.
“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, det er ligegyldighed”. Sådan har jeg tidligere citeret Asger Neumann fra en radioudsendelse, lang tid før Lone Frank i sin fine bog om kærlighed, Størst af alt, lod samme Asger Neumann brede opfattelsen ud. Her siger han også, frit genfortalt, at ‘at elske’ jo er et verbum, og frem for at have fokus på kærlige følelser, så handler det om at have fokus på kærlige handlinger. Sådan kan det jeg mener på min egen hjemmebryggede facon, måske også siges.
Jeg ved egentlig godt hvad jeg tror på, tænker og mener om de fleste ting her i livet. Sværere for mig er det sært nok at finde steder i verden hvor jeg mødes af mennesker med nogenlunde de samme opfattelser som jeg selv har. Det er der skræmmende tomt for i mit liv, hvis jeg nu skal være ærlig, uanset at jeg kender og holder rigtig meget af mange mennesker.
Men så er det jo godt at internettet findes, for nu lige at trække det hele op på et mere humoristisk plan. I dag fandt jeg en facebook-gruppe hvor mennesker med den samme mbti-type som min prøver at være morsomme, og jeg har siddet her i regnvejret og vintermørket og grinet højlydt i en rum tid efter at jeg først blev sluppet ind. Følt mig set og spejlet i ånden. I får ingen eksempler, I må tro mig på ordet: Det var vældig opløftende og forløsende!
(Prøv lige at forestille jer hvis nu det var bogstavet e, til æksæmpøl, jag ikkø længørø kunnø skrivø. Dit villø gøræ minø tækstår til ræn hjærnøgymnastik at læsø (og skrivø). Måski villø jag opfindø it nyt sprog).