Der er dage hvor lyset er for stærkt til at jeg kan slippe det ind. Hvor jeg må skærme mig fordi der ikke er nogen sky eller forureningspartikel eller dis til at tage toppen af klarheden. Sprækkerne i min krop er for store, alt for store, og jeg må trække gardinerne for og lægge mig under dynen for ikke at brænde op indefra.
Om nætterne efter sådanne dage vover jeg mig op og ud i lejligheden for at spise og gå på toilettet og glo på computeren med lysstyrken skruet helt ned. Jeg ser tydeligt i mørke. Jeg får øje på det der er ved siden af det jeg ser direkte på.
Sprækkerne virker smallere om natten.
