I går købte jeg en buket blomster i forbindelse med mit arbejde. Da jeg kommer ud på fortorvet, nikker en ældre mand til mig på afstand og siger:
“Nå, må du selv købe blomster?”
Jeg tror han genkender mig fra mit arbejde og undrer sig over at jeg selv skal klare denne opgave. Jeg svarer grinende:
“Ja, vi må jo finde ud af det så godt vi kan!”
Han standser med hånden på bilhåndtaget og siger højt på grund af afstanden:
“Må jeg fortæller dig noget?”
“Ja da”, svarer jeg og tænker i min fortravlethed at det skal jeg have tid til.
“Min kone og jeg blev gift den 17. [måned] i [år]. Hver eneste den 17. gav jeg hende blomster. Hver eneste.”
Nu forstår jeg at det ikke handler om mit arbejde, og stiller rigtigt ind:
“Du lyder til at have været en god husbond!”
“Hun satte i hvert fald pris på det, det tror jeg. Det er godt at tænke på.”
Jeg smiler og nikker. Han smiler. Der er stille et øjeblik. Så ønsker vi hinanden en god dag og går hver til sit.
Og sådan er der så meget i denne verden der kan gøre én glad.
Her kommer et billede af mig der forsøger at få serotoninen til at flyde, uden øjenkontakt og blomsterforæringer:
