Der er så meget at sige om hvad der sker i verden lige nu, at det næsten ikke er til at sige noget.
Jeg er hjemme og skal kun arbejde lejlighedsvis, og det går godt med det. Jeg er ikke verdens mest selskabelige menneske og lider ingen nød ved at skulle være alene med mig selv. Mine allernærmeste er nu forenet efter at den sidste er kommet hjem fra udlandet, og bor sammen. Det er rigtig godt for mig at vide. Jeg behøver faktisk ikke være der selv for at finde ro i det, selvom jeg da godt kunne tænke mig at vi kunne have tættere kontakt med hinanden.
At jeg så tænker vældig meget på de mennesker jeg holder af, er straks en anden sag. Det gør jeg virkelig, og jeg sender mange gange om dagen ønsker ud i universet om at de må have det godt og klare sig godt igennem den her krise. Det er så godt at vi kan skrive sammen, og jeg kan mærke at jeg også har lyst og overskud til at bruge de sociale medier mere end jeg har gjort i de sidste år hvor jeg har arbejdet rigtigt meget. Det passer godt til mig at være til stede i verden på den måde, måske fordi jeg bedre kan “slukke” for stimulation når jeg bliver overvældet eller drænet for energi af kontakten. Og fordi det gør mig glad og giver mig energi at finde de rigtige ord i langsommelig skriftlighed.
Jeg har opdaget at det tilsyneladende er sværere for mig at undvære udfordringer end at undvære nær kontakt og selskab, så jeg savner at arbejde, men gør mit bedste for at finde noget at udfordre mig selv med. Jeg har længe haft lyst til at sætte mig ind i enneagrammet, fx, så det har jeg sat mig for at “studere”. Jeg strikker også, og da jeg ikke ligefrem er nogen ørn til det, er det en passende udfordring som tilmed virker beroligende med sine rytmiske gentagelser. Og skulle jeg blive træt af at læse og strikke, kan jeg kaste mig over en serie min søn har tippet mig om virkelig kan motionere hjernen.
Det kniber til gengæld lidt mere med at motionere kroppen, men det skyldes nok mest at jeg har knoklet rent fysisk som en gal de sidste flere år og nu bare nyder at kunne flade lidt ud med nogenlunde god samvittighed. Jeg tror helt enkelt jeg restituerer. Men når jeg bliver færdig med det, ved jeg også godt hvad jeg skal gøre. Jeg har besluttet at jeg ikke behøver fylde op i det offentlige rum eller risikere noget ved at mødes med andre og fx gå tur med veninderne da det langt fra er en nødvendighed for mig at komme ud eller at lave noget sammen med andre. Jeg giver gerne pladsen til de børnefamilier der ellers ville eksplodere, og til de mennesker der virkelig lider ved at være isoleret på få kvadratmeter. Når jeg skal på arbejde, er jeg dog nødt til at cykle, og det er godt, for det savner jeg faktisk. Ellers tror jeg godt jeg kan passe på min fysik med burpees, planker, dans eller noget andet kreativt jeg kan støve op på nettet, og ved eventuelt at indfri et længe næret ønske om at lære mere yoga.
Frisk luft kan jeg få på min overdådige terrasse. I dag har jeg pudset vinduer så jeg kan se ud mens det endnu er koldt, men næste praktiske projekt bliver at fjerne ukrudt mellem fliserne og sætte mine havemøbler frem. Det bliver kæmpefint, tænker jeg, og glæder mig allerede til min første kop kaffe på terrassen i år.
Det med at gøre ekstra rent, det har jeg vendt og drejet og er kommet frem til at hvis man bor alene og ikke har gæster, er det nok ikke så nødvendigt, for jeg kan vel ikke smitte mig selv ved at komme til at røre ved en flade jeg selv er kommet til at hoste på, for derefter at røre mig selv i ansigtet .. eller hvad? Indtil nogen siger noget andet, tager jeg det rimeligt afslappet med det, må jeg indrømme.
Summasummarun: Jeg melder alt godt herfra! Det kommer til at gå fint, også selvom det kommer til at vare længe.
Det bedste til jer alle derude ♡.
