Dette er et billede af månen over Sjælsø i morges lidt i syv. Søen er så smuk at det rører min sjæl hver eneste gang jeg ser den, men i morges var udsigten i særklasse. Jeg havde den vilde vind i ryggen og fløj af sted, og sådan er det (selvfølgelig) ikke hver morgen, men alligevel nyder jeg turen hver eneste gang jeg kører den, den ene eller den anden vej.
Jeg er en meget heldig kartoffel at jeg kan cykle som jeg kan. Jeg har i øvrigt også svømmet i samme sø, sammen med gode venner, og det var en absolut fornøjelse. Det er jeg også heldig at jeg kan. Min krop er måske dén ydre omstændighed i mit liv jeg aldrig har haft lejlighed til at brokke mig over.
Lige nu har jeg et arbejde der er hårdt for kroppen. For første gang i mit liv oplever jeg at min krop måske kan gå i stykker af at blive brugt, og det er der noget galt med. Min sjæl og jeg skal bo i den krop mange år endnu, måske, og det er ikke godt for noget hvis jeg lader den gå i stykker.
Det må jeg tage meget alvorligt. Aldring er en naturlig ting, og den accepterer jeg fuldt ud, men arbejdspåført nedbrydelse … her må jeg være vågen, mærker jeg.