Sylvia

I går så jeg Pernille Lyneborg spille Sylvia Plath. Bortset fra at jeg var ved at falde ned af stolen af forskrækkelse da Sylvia fik elektrochok, sad jeg musestille og med alle kanaler åbne for denne smertelige og alligevel på sin vis ganske nøgterne sammenvævning af ord fra indersiden af klokken.

Det var et virkelig fint stykke. Afstanden mellem mennesket Sylvia og mig føltes meget lille, for hvad det end er værd og til trods for det dobbelte glas der ville have været mellem os hvis vi havde eksisteret samtidigt i virkeligheden.