Jeg kommer gående over et åbent stykke. Jeg kan mærke en kraftig lugt af bål da jeg nærmer mig et shelter, og går i en stor bue udenom for ikke at genere nogen. Men shelteret er tomt, og jeg sætter mig et øjeblik ved de ulmende rester af et bål.
Et par kammerater har måske sovet her i deres poser i nat og er vågnet ved den kraftige regn som er væltet ned hele morgenen. De har måske ligget og kigget ud på regnen, småsnakket, tjekket vejrudsigten på deres mobiler og ventet tålmodigt på ophold. Og så, endelig, endelig, er regnen hørt op, og de har tændt bål af brænde de har været kloge nok til at samle i går og lægge klar under taget. De har kogt vand til kaffe og lavet havregrød i en sortbundet gryde, og solen er brudt igennem skyerne i stadig længere tid ad gangen og har fået temperaturen til at stige og kaffen i foldekopperne til at smage bedre end nogensinde før. Så har de pakket deres ting ned i rygsækkene på præcis den smarteste måde, spændt oppakningen på ryggen og er gået videre ad stien. Er det mon dem jeg lige kan skimte der fremme mellem træerne?
Jeg kigger på den svage røg der stadig stiger op fra bålstedet, og indånder den trygge lugt af varme og fællesskab. Så rejser jeg mig og følger efter dem.
*