Nogle mennesker får mig til at føle skam. Ikke skyld over noget jeg gør, men skam over det der er mig.
Jeg tror ikke de gør det med vilje, eller fordi de synes jeg skulle skamme mig. Jeg tror det sker fordi der er noget ubehageligt og ubevidst de ikke kan lide at føle i sig selv, måske deres egen skam, og jeg tror ikke de kan mærke eller forestille sig hvad der bliver sat i gang i mig. Jeg tænker at min tilbøjelighed til at føle (hvid) skam er større og mere veludviklet end de flestes, og at det er de færreste der kan genkende den, så jeg undskylder og tilgiver de her mennesker. Jeg under dem at være velsignede med en højere skamtærskel end mig selv.
Det er indbygget i skam at man skammer sig over at skamme sig. Det kræver et meget stort mod at tale om sin egen skam, især mens den er aktiveret og man føler den, og så stort et mod har jeg ikke. Måske derfor skriver jeg ud af det blå denne distancerede og tænkte, ikke følte, lille epistel om skam adresseret til alverden.
Min foretrukne løsningsmodel generelt når jeg har gentagne oplevelser der er følelsesmæssigt eller relationelt svære at udholde, er at fjerne mig selv fra den sammenhæng der udløser problemet. Også her er jeg en uforbederlig kryster. Relationer hvor min skam bliver aktiveret igen og igen, er ikke relationer jeg bliver i. Det er for smertefuldt og krævende gang på gang at skulle komme igen efter et skamanfald.
(Hvid) skam er gift. Og angsten for at komme til at føle skam er gift. Jeg må se i øjnene at jeg er et menneske der er meget sårbar over for den her gift. I mange tilfælde er det muligt for mig at være med skammen når den opstår, men i sjældne tilfælde må jeg afslutte en relation hvis giften flyder frit og påvirker mig for meget.