Jeg sidder i hjemflygtighed og læser. Sluger afsnit efter afsnit. Der er visse passager jeg ikke forstår en skid af, men det meste kører lige ind som mos på en babyske. Det er ganske udmærket åndelig føde på sådan en højhellig søndag og helt sikkert også på alle andre dage.
“Kvinder som løber med ulve” af Clarissa Pinkola Estés, læser jeg. Jeg er nået til side 202.
Jeg sidder helt stille og vokser.