Jeg kigger ud over bassinet for at få et overblik. Der er ingen svømmere i bane 5, så det ser lovende ud. Da jeg nærmer mig, opdager jeg dog at en anden person også har fået øje på den ledige bane og er ved at gøre sig klar med badehætte og briller og andet gear.
Bane 5 er den eneste enkeltbane der er til rådighed for offentlige svømmere denne morgen. Bane 1 og 2 samt 3 og 4 er slået sammen til to dobbeltbaner, og det fungerer fabelhaft til brystsvømmere og svømmere med meget forskellige tempi fordi der er god plads til at overhale i midten. Men jeg vil hellere svømme i en enkeltbane fordi det er nemmere at vende og fordi jeg så ikke skal svømme zigzag frem og tilbage.
Så jeg sigter mod bane 5. To personer i en 50-meter-bane er under ingen omstændigheder et generende eller hæmmende antal, faktisk vil jeg betegne det som den rene, vilde luksus – uanset hvordan og hvor hurtigt de to svømmer hver især.
“Godmorgen. Mon ikke vi kan deles om den her bane?” spørger jeg retorisk med et smil.
Den anden person måler mig nedefra og op og svarer: “Nu er det bare sådan at jeg svømmer meget hurtigt.”
Jeg scanner ansigtet for tegn på humor, men det er blankt. Øjnene stirrer insisterende på mig. Jeg ved nu at dette menneske umuligt kan svømme hurtigt. (Og at jeg ligner lige præcis det jeg er: en 55-årig kvinde med skjulte talenter).
“Og så svømmer jeg butterfly nogle gange, det laver bølger.”
Jeg undertrykker et fnis og siger: “Okay, det er nok ikke smart at være i nærheden af. Du må hellere få banen for dig selv!”
Jeg springer i 3-4-banen. Vandet er dejligt, og der er en stille, overskudsagtig fred i dobbeltbanen hvor vi alle zigzagger og skråvender det bedste vi har lært, uden at genere hinanden overhovedet.
Ind imellem vender personen i bane 5 nogenlunde samtidig med mig, og så opstår der en lille venskabelig battle som ikke kræver den store indsats fra min side. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Og jeg vender først i den anden ende hver gang.