Jeg bor en stor del af tiden inde i mine støjreducerende hovedtelefoner. Jeg kan ikke høre når vandet i kogekedlen koger, og må holde øje med hvornår dampen stiger op og knappen slår fra. Mine gulve knirker aldrig, og lyden af mine fodtrin er ikke-eksisterende. Døren ind til badeværelset går lydløst op og i, og servicets svage klirren når jeg spiser eller vasker op, lyder som en fjern erindring. Jeg har ingen naboer, eller også er de aldrig hjemme. Selv ude på terrassen er der nogenlunde fred og ro.
Inde i hovedtelefonernes verden kan ingen høre mig, hvad der er det vigtigste, for jeg kan lige så lidt lide at blive overhørt som jeg kan lide at blive iagttaget. Jeg kan heller ikke høre andre, hvad der er det næstvigtigste, for selvom jeg ofte er så optaget af et eller andet at jeg ikke bliver forstyrret, så har jeg hele tiden alligevel en trættende fornemmelse i baggrunden af min bevidsthed af ikke at være alene. Og høje lyde som råb og smækken med døre forskrækker mig, selvom det er langt væk. Det føles voldeligt.
Der er meget fredeligt derinde i mit hovedtelefonhjem, omend ikke fuldkommen stille. Måske hører jeg musik eller en podcast, måske lyden af hav eller skov, vind eller regn. Måske bare af mit eget blods brusen i kroppen.
Min uforstyrrede verden i hovedtelefonerne er selvfølgelig en illusion, det ved mit hoved godt, men den virker. Når jeg ikke kan høre mine egne lyde, er det som om mine følelser tror at andre heller ikke kan, og jeg slapper af. Og naboerne — ja, dem kan jeg jo faktisk ikke høre. Det er næsten som at bo i et afsidesliggende hus ude på landet, og den forestilling er en gave når man kun slapper helt af og kan komme i flow hvis man føler sig sikker på at være alene.
