Da jeg var lille, besøgte jeg tit min mormor og morfar. På min fireårs fødselsdag gav min mor mig højtideligt lov til at gå alene ned til dem for første gang, og jeg husker stadig at jeg stod ved det eneste vejkryds på ruten, som var et kryds med fem veje, og var meget nervøs for at overse en bil eller en cykel. Men over gaden kom jeg, og en verden af varme og accept og langsommelighed lå åben for mig. Siden havde jeg friheden til at gå på besøg stort set når jeg ville.
Min mormor og jeg legede tit tampen brænder, og tampen var altid et af min mormors fingerbøl. Min mormor broderede, strikkede eller hæklede videre mens vi legede, og guidede min søgen efter det jeg ikke kunne se, men vidste var der, med ‘fugl’, ‘fisk’ eller ‘midt imellem’ og imaginære temperaturmålinger. Det var hyggeligt, og tiden fløj. Jeg kan stadig huske den fryd det var at få øje på fingerbøllet inde i en lampeskærm eller bag bøgerne i reolen eller et snedigt sted under sofaen.
I dag skulle jeg lige lede efter en bestemt nål i mine håndarbejdsredskaber, som tæller både mine egne få og de mange jeg har arvet, og stødte på min mormors fingerbølsamling. Eller måske er det ikke alle fingerbøllene der har været hendes, måske har jeg selv købt eller fået et eller to henad vejen, jeg husker det ikke. Men her står de på rad og række. Jeg præsenterer:
Prøv lige at se hvor slidte de tre til højre er:
