Forleden postede jeg ovenstående i min instagramhistorie, men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere er det for mig at den her serie kommer med på denne blog. Connell og Marianne, seriens hovedpersoner, er helt normale mennesker OG de er højt begavede OG de er hver især modsætningen til det man forventer af de to køn. Deres vej mod at blive voksne er at forstå hvilke fordomme de selv har optaget i sig uden at vide det, og at frigøre sig fra dem. Fordomme om køn, socialklasse, udseende, det at være introvert, det at være højt begavet, det at være sensitiv, det at have en depression .. blandt andet.
Mennesker mod hvem der er og bliver begået noget forkert eller som er blevet set som forkerte (eller slet ikke set), kan meget let ende med at tro at det er dem der er forkerte.
Jeg må bare sige det ligeud: Jeg kan ikke anbefale nogen, ung eller gammel, nok at se den serie. Og det er min erfaring at hvis ikke vi alle, så i hvert fald nogle af os på en måde bevæger os henover vores egne indre børne- og ungdomslandskaber igen og igen livet igennem og uanset alder kan have glæde af at tage endnu en tørn med at bevidstgøre nogle flere forhold i de landskaber. Derfor har den her serie faktisk ikke rigtigt noget med alder at gøre for mig, den har noget at gøre med at være menneske. Et normalt menneske.