Lørdag formiddag. Vejret er dejligt. Jeg tager noget af mit yndlingstøj på, drikker min morgenkaffe, svarer på en mail. Pakker min taske med computer og hovedtelefoner og går ad en sti gennem mit sensommerlige hood til biblioteket. Jeg vil sidde der lidt, læse aviser, skrive dette indlæg, kigge lidt på andre mennesker og ikke mindst hente Stjernernes knitren af Jon Kalman Stefansson (som er fra 2003, men netop udgivet på dansk). Jeg glæder mig til at læse den, forsvinde ind i en verden hvor jeg på en sær måde hører til.
De sidste fire uger har jeg arbejdet på en fabrik, og jeg fortsætter i hvert fald de næste 14 dage. Et arbejde hvor jeg fysisk løber en maraton med armene hver dag og mentalt skal bruge forholdsvis uudviklede sider af mig selv med kontroltab og oplevelsen af total uduelighed til følge. Mine kolleger siger jeg klarer mig godt. Selv har jeg svært ved at se at jeg er bare tilnærmelsesvis i nærheden af at komme i mål, især med én bestemt opgave som synes helt uden for rækkevidde at udføre.
Her til morgen, inden søvnen helt havde forladt mig, forstod jeg dog pludselig at vejen frem er at se kritisk på min opfattelse af hvad målet for hvornår jeg løser opgaven tilfredsstillende, er, for måske har jeg misforstået de udsagn jeg har opfanget i flugten, og som næppe er sagt i samme principielle mening som jeg har forstået dem. Jeg må også arbejde med min tilbøjelighed til at gå i panik og blive overmandet af en uklædelig frustration og vrede når jeg skal reagere spurthurtigt på fysiske stimuli og informationer og kan se at jeg umuligt kan arbejde hurtigt nok med mine hænder til at løse opgaven selvom min hjerne ingen problemer har med at forstå hvad der skal gøres, og der opstår kaos omkring mig. Jeg får billeder ind på nethinden af at jeg burde kunne klone mig selv så jeg kan være flere steder på en gang. Når jeg bagefter træder et skridt tilbage og ud af min følelsesmæssige reaktion, kan jeg dog se at umuligheden skyldes ikke kun mig, men også de ydre omstændigheder. Opgaven er formentlig umulig for alle for eksempel fordi maskinen ikke scanner som den skal, fordi der er fuld bemanding i input-enden og det giver for meget arbejde for en enkelt person i output-enden eller fordi der er for meget der skal rettes på de behandlede emner der bliver spyttet ud af maskinen. Jeg har bare forstået det sådan at én person, det vil sige at jeg skulle kunne nå at håndtere det hele, og jeg føler mig som en total idiot når jeg hele tiden “skal have hjælp”, som de andre kalder det. Jeg kan sgu ikke rumme at være en der skal have hjælp, og desuden ville det for mig at se være ret meget mere præcist at sige at der er behov for to menneskers arbejdskraft i perioder, for at løse opgaven. Selvfølgelig bliver jeg hurtigere med tiden, men det kommer aldrig til at løse hele problemet således at jeg kan være den ene mand der kan nå det hele alene på mine skift. Målet er ikke realistisk, og det må være meningen at mindre skal kunne være tilfredsstillende.
Bortset fra det er jeg glad for arbejdet. Hvis det ellers bliver ved, og det håber jeg, er jeg endnu engang sluppet ud af jobcenter-/dagpengesystemet som jeg ærlig talt opfatter som noget af det mest modarbejdende og undertrykkende jeg kan komme i tanke om i vores samfund. Man skal være gjort af et afsindigt godt stof for at klare sig igennem en periode i kontakt med det uden at gå i stykker, uden at tro på den reducering af en der opstår, og uden føle sig mødt som om man var dårligt begavet og moralsk fordærvet.
Jeg kan godt blive en lille smule bekymret fordi jeg ikke rigtigt kan kommunikere med nogen af mine kolleger, måske bortset fra et par stykker. Stort set ingen andre taler dansk eller engelsk som modersmål eller på noget særligt nuanceret niveau, så det er kun de mest praktiske og konkrete informationer vi kan udveksle. Al abstraktion er helt uden for rækkevidde, og jeg skal virkelig tænke mig om før jeg siger noget. Det har jeg været ret længe om at fatte med mange misforståelser eller ikke-forståelser til følge, og min humor har i hvert fald absolut ingen gang på betongulvet. Det begynder at dæmre for mig nu. Det er som om jeg er kommet til et fremmed land og skal lære et helt nyt sprog og en ny mentalitet, men også den opgave kan jeg vel løse hvis jeg anstrenger mig. Jeg kan godt lide mange af mine kolleger, de slår mig som venlige og socialt kompetente mennesker, og jeg er sikker på at jeg kan lære meget af dem på det område.
Så jeg satser. Og har en plan med nogle skridt som jeg vil gå, alt efter hvor længe jeg kan holde mit hoved køligt, mine hænder hurtige og mit hjerte varmt. Så længe det går, går det, og hvem ved hvor det fører hen? Når alt kommer til alt, stoler jeg mere på mig selv og min evne til at arbejde mig til arbejde, end på ret meget andet i den her verden. Også i en arbejdssituation som min nuværende hvor jeg (igen, omend tidsbegrænset som jeg har lovet mig selv) leger med kompetence- og egnethedsilden, og hvor både jeg og det saglige er helt og aldeles lost in translation.
Om lidt går jeg hjem med Stefanssons ord i tasken og forventer at forstå og at blive forstået uden de store problemer. Det er sært som det kan få en til at føle sig set og forstået at læse skønlitteratur. Ikke al skønlitteratur, selvfølgelig, men når man rammer noget som befinder sig i samme univers som en selv. Sådan et univers er uomtvisteligt en meget kompleks størrelse, og når jeg skriver det næste jeg skriver, er jeg klar over at det kun er som at fange et lysglimt i mælkevejen. Alligevel: Noget af det der virkelig rammer mig, i Stefanssons bøger, er den rent kropslige, sanselige erfaring af manuelt arbejde der flyder gennem dem, kombineret med et stort, abstrakt, indsigtsfuldt og intelligent vid. Jeg elsker det. Og finder det samme i for eksempel Tomas Espedals bøger. De her forfattere befinder sig måske nok sprogligt, poetisk og intellektuelt i de helt høje luftlag, men de har kroppen med. De står solidt med begge ben på jorden, de ved hvad det vil sige at kæmpe fysisk for overlevelse. De formidler egen erfaring med at slås og bruge kroppen så langt dens kræfter rækker, for at få mad i munden og tag over hovedet, samtidig med at de formidler ånd, indsigt og en forståelse af verden som overskrider det fysiske fuldstændigt. Det skaber en dyb og værdsat resonans hos mig som løfter mig og letter min tunge, trætte krop. Så nu går jeg hjem og læser, og det gør jeg for både at leve og overleve.
Opdatering 9. september 2021:
Jeg har nu læst Stjernernes knitren af Jon Kalman Stefansson. Havde den med på arbejde og brugte mine pauser på at læse, og læste resten i én vågen og årvågen bevægelse i går da jeg kom hjem, hvilket jeg slet ikke troede jeg kunne. Det viste sig at jeg slet ikke kunne lade være, selvom jeg var så træt så træt. Fortælleren i bogen er en dreng med et særdeles rigt indre indre liv og en tankevækkende refleksionsevne, og omdrejningspunktet er hans oplevelser i forbindelse med en stor sorg.
Hvis du ikke vil vide mere, skal du ikke læse det næste eller følge linket i næste sætning!
Jeg græd som pisket fordi det hele var så uhyggeligt tæt på min egen historie, men også fordi det er så sikkert og særligt fortalt. Drengens historie væves ind i historien om drengens oldeforældre, bedsteforældre og forældre der for de flestes vedkommende ikke er som folk er flest, men er anderledes, ressourcestærke enere. Overlevere. Vi skal alle sammen dø, og tidspunktet det sker på, har intet at sige om hvor gode vi er til at leve og overleve, for lige at gentage de to ord.