Jeg er i limbo. Jeg kan ikke røre mig ud af stedet, og det er en plagsom tilstand at være i, men jeg klarer det, og i samme øjeblik jeg kan så meget som løfte et øjenbryn eller vippe med en tå, skal verden få min vilje og mit organisationstalent at mærke.
Jeg troede først jeg var slået hjem som en ludobrik, men efterhånden som dagene går, forstår jeg at jeg måske snarere har fået et slag i den rigtige retning. Og med de fantastiske mennesker jeg har omkring mig som ikke er blege for at byde ind med hvad de har at gøre godt med, også selvom det medfører ulemper for dem selv, skal jeg nok finde kræfterne til at gå den mest konstruktive vej.
Jeg vil. Tag det som et løfte.
*
Og dyrk det her lillebitte klip bare for sjov (tilgiv mig hvis jeg har bragt klippet før her? Jeg husker ikke ..):