Søndag morgen. Jeg vågner tidligt, står op og skruer op for varmen. Går i seng igen og lægger mig til at læse mens der bliver varmt nok i stuen til at det er hyggeligt at stå op.
Jeg er stadig i gang med Af den anden verden af Svend Åge Madsen, nu på købt tid fordi jeg ikke nåede det på lånt tid. Jeg ligger i morgenmørket og klukker over nogle af hans finurlige indfald. “Kunst-færdig” – færdig med kunst. Haha. Eller hvad med en replik som denne: “Billedligt talt. Som om du vidste. Det skulle gå ud over mig? Du frygtede ikke. Selv at ende i baljen?” Hvem taler sådan? Det gør én der rider på en kænguru .. og snart i øvrigt skal overvære et “talespild”. Hvem har sagt at stumme d’er aldrig siger noget?
Det her er bare løsrevne sproglige fragmenter. Hvad forfatteren vil sige med de 533 sider tilsammen er en helt anden og – er jeg allerede overbevist om – langt mere alvorlig sag. Og jeg tror den er vigtig.
Mens jeg skriver her, er jeg nået til kaffen og ostemadderne. Små glæder kan nogle gange gøre den største forskel.
Havudsigt 🙂 |