Det er ikke jul endnu. Langt fra, men så alligevel tæt nok på til at et helt bestemt tekststykke dukker op fra min hukommelse. Det har ikke meget med jul at gøre, egentlig, det er vist mest i mit hoved der sker den kobling. Jeg tænker ofte på det på denne tid af året, og så får jeg lyst til at dele det med andre. I år vil jeg følge min tilskyndelse. Måske fornemmer en og anden derude noget stort i det lige som jeg gør, og har glæde af det.
Vi er i slutningen af Røde Orm I, Søfarer i Vesterled af Frans G. Bengtsson, et fiktivt univers med historisk forlæg, cirka 15 år før år 1000 i London. Orm har rejst langt omkring i det vestlige, nuværende Europa som fange, slave, fri mand i viking, lejesoldat og høvding. Nu er han sejlet op ad floden Thames til Westminster med sit mandskab fordi han har fået at vide at Kong Haralds datter, Ylva, som er den han vil have og den han er blevet lovet af Kong Harald selv, befinder sig hos Biskoppen hvor hun er udset til at blive gift med “en eller anden stormand”. Her bevogtes hun af kællinger, som der står, for hun er ustyrlig, egenrådig og handlekraftig, på alle måder en rigtig kongedatter.
Før de blev adskilt, har Orm givet Ylva en kostbar guldhalskæde som han tidligere har fået for at redde den muslimske storhersker Almansurs liv. Ylva har nemlig passet ham efter at han blev hårdt såret i en tvekamp ved Kong Haralds julegilde og var sengeliggende en rum tid. “- Du har kæmmet mig godt, sagde Orm og smilede. Og vi, der er af Vidfadmes æt, giver gode vennegaver eller slet ingen.”
Vi kommer ind i fortællingen på det tidspunkt hvor Orm har fået adgang til biskoppen og fået ham forklaret hvordan sagerne står. Nu er Orm sammen med sin tro ven og hjælper broder Willibald og biskoppen, og de småsnakker mens de venter på at Ylva bliver ført ind til dem:
” – Første gang vi talte med hinanden, hun og jeg, sagde Orm, havde jeg på fornemmelsen, at hun måske aldrig havde smagt riset, skønt det kunne tiltrænges. Men senere tænkte jeg aldrig mere på den ting, når jeg så hende; og jeg tror nok, jeg kan styre hende i fremtiden, selv om hun undertiden bliver vanskelig.
– Sådan har den vise kong Salomo sagt, sagde biskoppen: En skøn kvinde uden tugt er som en so med en guldring i trynen. Det er sikkert sandt, thi den vise kong Salomo havde et godt kendskab til kvinder; og jeg har stundom med sorg tænkt på disse ord, når hun voldte mig bekymringer. Men det er mærkeligt, at jeg alligevel aldrig har været vred på hende. Jeg tror derfor gerne, at det hele skyldes hendes ungdoms forvildelse og ubetænksomhed; og det kan være, at du vil kunne styre hende uden at ave hende, også når I er blevet gift.
– Der er desuden en ting, man må tage i betragtning, som jeg ofte har lagt mærke til, sagde broder Willibald. Efter de tre eller fire første børn blive mange kvinder roligere af gemyt. Jeg har hørt gifte mænd sige, at hvis Gud ikke havde indrettet det så viseligt, ville det være svært at holde ud.
Orm og biskoppen nikkede; og nu hørte man skridt, og Ylva kom ind. Det var mørkt i kammeret; thi der var endnu ikke blevet tændt lys; men hun så straks Orm og løb skrigende hen imod ham. Biskoppen kom trods sin alder hurtigt på benene og trådte imellem med udbredte arme.
– Ikke sådan, ikke sådan! råbte han bønligt. Berolig dig i Guds navn! Kast dig ikke om halsen på ham i nærværelse af præster og i et klosters hellige rum. Og han er endnu udøbt, det må du ikke glemme!
Ylva forsøgte at få biskoppen væk, men han gjorde tappert modstand; og broder Willibald kom ham til hjælp og greb hende i armen. Hun gav tabt og smilede til Orm over biskoppens skulder.
– Orm! sagde hun. Jeg så skibene ro op ad floden med mænd derhjemmefra. Og jeg så et rødt skæg ved siden af rorsmanden på det ene skib. Og så begyndte jeg at græde. Thi det så ud til at være dig; og det kunne alligevel ikke være dig. Og kvindfolket ville ikke slippe mig ud.
Hun lagde ansigtet mod biskoppens arm og hulkede, så hun rystede.
Orm gik hen til hende og klappede hende på håret; men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige, thi han forstod sig dårligt på kvindegråd.
– Jeg skal prygle kællingen, hvis du vil, sagde han, bare du ikke er ked af det.
Biskoppen forsøgte at skubbe ham til side og få Ylva til at sætte sig, mens han sagde nogle trøstende ord til hende.
– Stakkels barn, græd nu ikke, sagde han. Du har været alene blandt fremmede, men Gud har været god imod dig. Sæt dig nu her på bænken, så skal du få varm vin med honning i. Willibald skal straks hente det, med megen honning; og desuden nogle smukke lys. Og nu skal du få lov til at smage nogle vidunderlige nøddekerner fra udlandet, som kaldes mandler, og som jeg har fået af min broder abbeden. Du må spise lige så mange, du vil.
Ylva satte sig ned og strøg sig over ansigtet med ærmet og brast i en lydelig latter.
– Den gamle tosse er lige så dum som du, Orm, sagde hun, skønt han er den bedste af alle hellige mænd. Han tror, jeg er ked af det og vil trøste mig med nødder. Men ikke engang i helgenes himmel kan der findes mange, der er fuldt så glade, som jeg er nu.
Tændte vokslys blev båret ind, de var skønne og strålende; og broder Willibald kom med den varme vin. Han hældte den op i et bæger af grønt glas, mens han med streng stemme forkyndte, at den måtte drikkes hurtigt for at kunne nydes i sin fulde kraft og velsmag; og ingen vovede at være ham ulydig i sådanne ting.
Orm sagde:
Skøn står glans
af tændte lys,
vælske glas
og gudsmænds godhed;
skønnest dog
den glans, som nu
tændtes bag gråd
i ungmøens øjne.
– Og det er det første vers der har dannet sig for mig længe, tilføjede han.
– Hvis jeg kunne sætte sådant sammen, sagde Ylva, ville jeg også gerne gøre et vers om denne stund. Men jeg kan ikke; det ved jeg nu, eftersom jeg engang blev straffet med tre dages bøn og faste og hele tiden forsøgte at digte smædeviser om abbedissen og ikke kunne. Og min fader forsøgte endda at lære mig det en gang imellem, når han var i sit gode humør. Han kunne ikke selv gøre vers, men han vidste, hvordan det skulle være. Og det var det forfærdeligste af alt dengang, at jeg ikke kunne digte en smædevise. Men det er lige meget nu, for jeg skal aldrig mere bevogtes af kællinger.
– Det skal du blive fri for, sagde Orm.
Han havde nu meget at spørge om; og biskoppen og Ylva havde adskilligt at fortælle om det, der var hændt i den sidste tid, de opholdt sig i Danmark, og da de flygtede for kong Sven.
– Og en ting gjorde jeg, sagde Ylva, da Sven var i nærheden, og jeg ikke vidste, om jeg kunne undslippe ham, og det var: at gemme halskæden. Thi jeg ville hellere alt andet, end at den skulle falde i hans hånd. Og så blev der ikke tid til at hente den, inden vi skulle af sted med skibet. Det volder dig måske sorg, Orm, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.
– Det er bedre at have dig uden halskæden end halskæden uden dig, svarede han; men det er et kongeligt smykke, og jeg tror at tabet føles hårdere for dig end for mig. Hvor gemte du det?”*
Og så går historien videre, vi slipper den her … og dog, jeg selv har læst videre og moret mig kosteligt for gud ved hvilken gang over ordvekslingerne i forbindelse med Ylvas og den primsignede, men ikke døbte Orms bryllup som biskoppen står for kort efter. De to skal fx ligge på knæ på bedeskamler. “- Den slags er du nok ikke vant til, sagde Ylva. – Jeg har ligget på knæ mere end de fleste, sagde Orm, da jeg var blandt andalusierne; men det er godt jeg slipper for at slå panden mod gulvet.” Hahaa. Jeg bliver aldrig træt af den bog.
Nu er jeg klar til december måned. Hver gang jeg tænder stearinlys, kan jeg se hvor skønne de er. Og gløgg og mandler får en helt ny smag.
* Frans G. Bengtsson: Røde Orm, Søfarer i Vesterled, Illustreret af Gunnar Brusewitz, oversat til dansk af Kjel Elfelt. Lademann Forlagsaktieselskab, s. 236-238.