Sidst i februar skulle jeg være flyttet til en anden by. Jeg skulle have haft en lille bil og en større lejlighed. Jeg skulle endelig have taget skridtet ind i en helt ny hverdag med lidt overskud, komfort, plads til mine drenge og ikke mindst badevand tæt på.
Det skal jeg så ikke alligevel fordi nogen (som ikke er mig) er løbet fra en aftale. Det eneste jeg stadig skal, er at flytte inden 1. marts. Hvorhen aner jeg ikke.
Jeg spekulerede seriøst på da jeg fik det at vide, om det ville blive denne gang belastningen blev for stor og jeg gik i hundene. Dét ved jeg nu at jeg nok ikke gør. Jeg kommer dog ikke til at klare mig fordi jeg er stærk nok til at tåle belastningen, men fordi jeg har mennesker omkring mig som kan og vil flytte en del af belastningen fra mig og over på sig. Selvom meget af det jeg har bygget op de sidste fire år, kommer til at gå tabt, og jeg i en vis forstand skal starte forfra, så kommer jeg igennem det og formentlig også et godt sted hen herfra. Fordi jeg ikke er alene.
—
PS. Måske læser du det her og tænker: Hvorfor har jeg ikke fået det at vide? Det er underligt jeg skal læse det her!
Vid da at jeg ikke har orket at skrive til nogen. Jeg har hengivet mig til min nye hobby, nemlig boligsøgnig.