Jeg fik ikke sagt det, heller ikke skrevet det, men det betyder ikke at jeg ikke tænkte på alle jeg kender, og ønskede jer en glædelig jul. Det gjorde jeg.
Jeg hænger bare lidt i bremsen. Der har været så meget jeg skulle disciplinere mig selv for at stå igennem, så meget jeg skulle bide i mig, så meget jeg skulle tage stilling til og så mange, mange timer uden nogen at tale med det hele om, at jeg ikke orkede mere da jeg endelig fik tiden til at vise andre lidt opmærksomhed. Jeg har en uge endnu til at fylde lidt energi og ro på mit system. Heldigvis er der smukt derude, luften er frisk, og det er nærmest bare at gå uden for døren, så sker der mirakler i et slidt menneskes krop og sind. Synes jeg.
Dengang jeg var meget yngre og skulle have mit første barn, var der megen snak om at man jo ikke ved hvordan man selv vil reagere under en fødsel før man har prøvet det. Det er ikke noget man kan forudse, og selvom man forbereder sig, er der ubevidste kræfter i en der muligvis tager over og overrasker når det først går løs.
Sagt med et glimt i øjet vil jeg påstå at man på samme måde heller ikke kan vide hvordan man selv vil reagere under fabriksarbejde før man har prøvet det. Jeg har i hvert fald stiftet bekendtskab med nogle ubevidste kræfter i mig selv som jeg ikke anede eksisterede, både nogle der kunne få negative og nogle der kunne få positive følger hvis jeg slap dem løs.
Jeg håber (og tror egentlig) det er lykkedes mig at holde de værste sider af mig selv nede i så tilstrækkeligt omfang at der ikke er sket varig skade på nogen eller noget. Jeg har i hvert fald ikke slået nogen selvom jeg fandengalemig havde lyst til det ind imellem, og jeg har heller ikke sagt hvad jeg tænkte når jeg tænkte det værste (selvom jeg roligt kunne have gjort det, ingen ville have forstået det med mindre jeg havde ladet google oversætte til hindi, arabisk eller filippinsk først, men måske kunne mit tonefald have skabt røre?).
Til gengæld er der tilsyneladende også kræfter i mig som jeg ikke rigtigt kunne huske var en del af mig, og som viste sig at være svære at holde nede og som jeg heller ikke havde lyst til at holde nede længere. Jeg anser egentlig mig selv for at være en kold skid der kan tage de vildeste beslutninger hvis bare de logiske argumenter er i orden eller den rigtige årsags-virknings-sammenhæng sandsynlig. Men ude på den fabrik kunne jeg pludselig iagttage mig selv sætte hensynet til andre mennesker først, være overraskende god til at kommunikere med alle uanset sprog og til at forstå og vise at jeg forstod ad nonverbale veje med overbevisning. Jeg blev langsomt den man kunne spørge om hjælp til alverdens små og store private problemer som man ikke selv kunne løse på grund af mangel på sprog og kendskab til det danske samfund. Jo, jeg har fundet julebørnevitser frem derhjemme om aftenen til en sms og forklaret pointerne på engelsk så et barn kunne deltage i julevitsindsamlingen på lige fod med klassekammeraterne. Læst breve fra det offentlige og oversat til tegnsprog og simpelt engelsk i mine pauser. Forklaret hvad kviktest er, og tastet adressen på nærmeste teststed ind i maps på en fremmed telefon. Forklaret en arbejdsopgave i det skjulte så den endelig blev til at forstå og ingen tabte ansigt efter 20 år i jobbet. Og hvad ved jeg ikke.
Det mærkelige er så at kontakten og muligheden for at bidrage til personlig læring og udvikling gjorde mig glad. Alt andet trådte i baggrunden i forhold til måske at kunne give et andet menneske et lille bitte skub til at kunne klare sig et nøk bedre i det her vildt fremmede, uforståelige og uigennemskuelige samfund. Alle kan formentlig lide at gøre noget for andre, men den helt store oplevelse for mig var at jeg tilsyneladende havde det som en fisk i vandet med det. Til gengæld føltes dét at skulle tilpasse mig et manuelt, trivielt arbejde med fokus på kvantitative, materielle resultater som at være en fisk der prøvede at lære sig selv at klatre i træer.
At fabriksarbejdet skulle give mig så stor en gave som det har været at genfinde den side af mig selv – jo, genfinde, for jeg tror nok at jeg “var” sådan engang før livet gjorde mig kold og tilbagetrukket – det er virkelig stort for mig, og jeg vil være evigt taknemmelig for erkendelsen. Den kom ikke let, jeg skulle helt ned at ligge for at se det, men nu tror jeg måske jeg kan og tør og vil hjælpe mig selv til at blive mig selv igen. Jeg tør måske leve med at jeg er en lidt “mystisk” person med en veludviklet sjette sans der ser lige ind i andre og møder dem hvor de er, på en måde som ikke så mange forstår eller anerkender, og jeg er også klar til at leve med at jeg aldrig bliver et traditionelt begavet menneske der er i stand til at løse både praktiske og intellektuelle problemer med kølig logik hvilket jeg ellers altid gerne har villet kunne i et forsøg på at blive anerkendt og regnet for noget, måske især af de mennesker jeg er vokset op med og har levet sammen med. Man kan ikke få det hele, og et valg er altid også et fravalg – undskyld klicheerne! Jeg er måske ved at være der hvor jeg kan vælge at give en naturlig side af mig selv lidt mere plads og lade andre måske nok mere forståelige, populære og nyttige, men også særdeles energi- og disciplinkrævende sider af mig selv fylde lidt mindre.