Jeg er kommet sent hjem fra arbejde. Jeg spiser et eller andet mens jeg bladrer ned gennem mit facebookfeed på computeren. I et opslag står der: “.. de smukkeste panelvægge, vi nogensinde har set”. Jeg klikker på linket. Det lyder jo helt eksotisk, hvem vil ikke gerne se sådan nogle? Jeg bliver skuffet, selvfølgelig gør jeg det, panelvægge har alligevel aldrig haft min store interesse.
Jeg ved at jeg selv genererer udvalget af indlæg i mit feed, og jeg kan nu ærgre mig over at jeg har bedt facebook om at sende endnu flere ligegyldige boligartikellinks ud i min strøm. De vil blive blandet med et væld af serieanmeldelser og musikappetitvækkere, men heldigvis også med opslag om hvaler. Især hvalerne vil jeg gerne stå ved at jeg selv beder om, her kan man måske tale om en stor interesse. Jeg kan ikke få nok informationer og viden om hvaler, jeg vil gerne vide alt inden jeg dør, især om spækhuggere, selvom jeg godt ved det er for meget at drømme om. Jeg læste en dag om en person hvis nytårsforsæt var at se flere hvaler, og jeg tænkte jep, det er da et forsæt der vil noget, det kunne jeg tænke mig at gøre til et forsæt for resten af mit liv. Jeg får bare aldrig gjort noget ved det. Jeg er fattig, og jeg er en hjemmehænger der er bange for at jeg ikke kan klare mig alene i ukendt terræn. Jeg må nøjes med at se de hvaler der svømmer gennem min facebookstrøm, på nettet i øvrigt og i bøger.
Jeg må nøjes. Sådan er mit liv. Jeg nøjes. Jeg er sindssygt god til at nøjes, det er lige før jeg vil kalde det min spidskompetence. Så ved I det.
Forleden stod jeg i et våbenhus og nøjedes på den ene side og blev beriget ud over forventning med udsigten på den anden. Smukt, så jeg. Det føltes alligevel ikke helt som at nøjes.
Fun fact: Vidste I at Kant levede hele sit liv i Königsberg (nu Kaliningrad), ja, at han ikke forlod byen og dens nærmeste omegn nogensinde. Om det sidste er sandt ved jeg ikke, men sådan har jeg fået det fortalt flere gange.