Jeg tænker på om det kan lade sig gøre at gribe sig selv mens man falder? Det burde jo ikke kunne lade sig gøre, men hvis jeg forestiller mig at universet er instrueret af en intelligens som for eksempel Christopher Nolans og at tid og sted dermed er bøjet og krummet så virkeligheden hører op eller netop træder i karakter, hvad ved jeg, er jeg ret sikker på at det kan lade sig gøre.
Vi siger det kan lade sig gøre, og at man er jeg. Jeg griber altså mig selv undervejs i det frie fald, samler mig selv op inden jeg rammer bunden. (Jeg ved af erfaring at man altid stadig falder og ikke har ramt bunden endnu, den er altid længere nede end man i sin vildeste fantasi kan forestille sig). Det kræver en vis beslutsomhed at gribe sig selv i et frit fald, mærker jeg, og har jeg den? Beslutsomheden?
Vi siger jeg har beslutsomheden i virkeligheden. Jeg får ordnet mine tænder, jeg smider gammelt tøj og gamle ting ud der holder mig nede, jeg bliver klippet, jeg køber gode sko som signalerer at jeg har fod på livet, jeg får justeret mine kontaktlinsers styrke, jeg investerer i nyt uldundertøj som holder mig varm og beskyttet mod omgivelserne, jeg får dresseret mine madvaner (igen) så mit energiniveau kommer på plads, jeg sætter grænser på mit arbejde så jeg kan overleve det, jeg går i gang med at svømme, cykle og trave mig væk fra min skræmmende høje kropsalder, jeg begynder at stå op et kvarter før så jeg kan nå at klæde mig ordentligt på for ikke at ligne præcis det jeg er, eller snart bliver hvis jeg altså vitterlig rammer bunden: et socialt tilfælde.
Vi siger at jeg undgår bunden og det sociale tilfælde. Griber mig selv i det frie fald og slynger mig op over kanten igen. Jeg ligger måske nok og gisper efter vejret til at starte med, men så kryber jeg væk fra kanten, rejser mig og går af sted i de gode sko. Men går hvorhen? spørger jeg mig selv, og jeg har ingen anelse. Jeg har aldrig oplevet at verden er andet end totalt ligeglad med hvor i den jeg befinder mig, eller jo, nogle gange er den irriteret over at jeg er der hvor jeg er. Hvorom alting er, det må helt komme an på mine egne præferencer hvor i verden jeg vælger at opholde mig, bare jeg undgår de steder hvor jeg er uønsket. Men jeg er løbet tør for energi til udelukkende at lade livet gå ud på at skabe mening for mig selv på den måde. Jeg mærker at jeg ikke længere orker at være i bedste fald tålt, men aldrig ønsket.
Vi siger at jeg at jeg afblæser redningsaktionen, hvor beslutsomt jeg uden tvivl ville kunne gennemføre den og hvor heroisk den end måtte se ud for en eventuel iagttager, fordi den i bund og grund ikke er værd at bruge kræfter på. Altså falder jeg stadig. Bunden kommer nærmere. Måske bliver det en lettelse når jeg endelig rammer.