Stemmen i højtaleren tilføjer den korte sætning på engelsk til ære for de mange udenlandske passagerer der for manges vedkommende har været på Louisiana ligesom jeg. Det var ikke verdens bedste ide at tage derop netop i dag, for der var ved gud mange mennesker, men så længe jeg har årskort behøver jeg jo ikke bekymre mig så meget om at jeg ikke kan holde ud at blive ret længe.
Jeg kunne virkelig godt lide Diana Arbus’ fotografier, jeg kunne have brugt hele dagen på at kigge på dem hvis ikke det var fordi man konstant skulle slås om pladsen foran dem. Jeg lyder sur, jeg ved det godt, men jeg bliver så frustreret når jeg ikke kan komme til at fordybe mig i noget jeg gerne vil fordybe mig i.
Jeg har tidligere set udstillinger med Marina Abramovic og Louise Bourgeois og begge har brændt sig ind i min hukommelse. I udstillingen med nye værker fandt jeg nogle af dem begge, og min lykke var gjort. Trods trængsel. Jeg er på ingen måde kunstkender eller klog på noget som helst i den verden, jeg nyder bare og reflekterer og beriges, men Louise Bourgeois husker jeg som den vildeste formidler af indhold fra det ubevidste. Af det stof drømme (dem vi drømmer om natten) er gjort af, for eksempel. Der står også et af hendes grumme, gigantiske edderkoppeagtige væsener fremme lige nu. Men det jeg egentlig ville sige, var at jeg tog ét billede derude i dag, og det var af et af Louise Bourgeois’ værker som synes at reflektere min mentale dagsform ret præcist:
Louise Bourgeois: Self-Pity
Broderi på tekstil
Fotograferet på Louisiana 27. maj 2022
Håber I kan zoome ind, ellers kommer teksten her:
SELF-PITY
THEY DID THIS
THEY DID THAT
MY STOMACH ACHES
MY HEAD ACHES
MY FEET HURT
A WOUNDED LION
Der er ikke meget bid eller brøl i den her sårede løve længere, og I må nøjes med nogle ynkelige hvæs iblandet lyden af en der slikker sine sår, her på stedet. Jeg ved godt det er sølle, men hellere lidt end ingenting og hellere sjældent end aldrig, så jeg kan mærke at jeg stadig eksisterer. På intet tidspunkt er jeg til og er jeg mig tydeligere end når jeg skriver.
Mind the gap! sagde stemmen i højtaleren, og det kan ikke gentages for tit. Nogle gange er hullet for stort, og man skal passe på ikke at falde ned i det, andre gange er hullet for lille, og man skal passe på ikke at komme for tæt på noget eller nogle. Hver ting til sin tid og derfor til enhver tid: Mind the gap!