Jeg spiser morgenmad på terrassen. På kanten af taget lige over mig sidder en måge og holder øje med min mad. Der er et gyldent skær over den fra solen som står op på den anden side af blokken, og mågen ser helt nydelig ud mod den skyfri, blå himmel. Blikket viger stort set ikke fra tallerkenen foran mig, og den tripper lidt, måske af utålmodighed, måske af vagtsomhed, og viser sine svømmefødder i små glimt. “Du får ikke noget”, siger jeg til den, “du skal slet ikke være her. Du hører til ude ved kysten. Ligesom jeg”.
Jeg spiser færdig mens jeg lader det jeg selv lige har sagt, sive ind og fylde mig med en lille sorg. For ja, hvad laver jeg midt i et beton- og rustunivers langt væk fra vand der smager af salt, og et landskab der tillader øjet at se langt? Overlever, velsagtens, takket være min gode evne til at tilpasse mig. Ligesom mågen.
Da jeg putter det sidste stykke rugbrød med ost i munden, letter opportunisten. Kaffen er den åbenbart ligeglad med, og jeg sætter pris på at kunne drikke resten uden at blive overvåget.
Det er sommer, jeg har ferie og havet er åbent. Vandreruterne i naturen omkring mig, de gode kaffesteder i byerne og bibliotekerne er også åbne, og jeg nyder lidt af det hele hen ad vejen. Ingen planer. Ingen aftaler. Ingen behov jeg skal holde øje med og imødekomme, ud over mine egne. Ingen roller jeg skal spille. Det er vældig helende.
Der var engang hvor nogle af min families ellers glatbarberede, nydelige mænd konsekvent lod skægget stå når de havde ferie. Jeg forstod det som det ypperste symbol på at de følte de kunne tage en pause fra andres forventninger, normer og ydre krav når de ikke skulle møde på arbejde. At de oplevede at ferie var lig med carte blanche til at fokusere på nogle andre værdier end dem der drev dem fremad i samfunds- og arbejdslivet.
Jeg har af gode grunde (endnu) ikke noget skæg jeg kan lade stå, men jeg kan lade min disciplin, min ansvarlighed over for fællesskabet og min præstationstvang stå for en lille stund. Det kradser måske lidt, ser måske sjusket og uengageret ud, men den tid og opmærksomhed med en ragekniv i hånden jeg sparer, tror jeg kommer mig til gode.
Og når jeg tænker over det, har de, mændende, aldrig set bedre ud end med tre uger gamle skægstubbe. I mine øjne.
Sommerbilleder. (Stranden ved Kildekrog og Tegners Museum besøgte jeg før min ferie).
