Jeg har revet mig selv ud af min foretrukne bedøvelse: Genbingning af serien Yellowstone, som jeg så den første eller de første, jeg husker det ikke, sæsoner af for meget lang tid siden og har søgt efter på dansk streaminggrund lige siden. Den tager mig langt væk til et miljø jeg har haft en uforklarlig fascination af siden jeg var barn. Tiden går. Jeg slipper for at tage mig af noget som helst alvorligt.
Morgan Kane. Bill & Ben. Shane. Texas Ranger. Og hvad de hed allesammen. De stod i mit barndomshjem, og da jeg som ung rejste med tog mellem Middelfart og København, kunne jeg lige nå at læse en bog på den tid rejsen tog. Så kunne jeg forsvinde ind i et fantasiunivers og slippe for at forholde mig til de andre i kupeen (ja, det var dengang der var kupeer med seks sæder og skydedøre) eller lave noget jeg alligevel ikke kunne koncentrere mig om, som at læse noget ordentligt eller ligefrem lave lektier.
Senere, som voksen, kom jeg i et sommerhus i Skåne, og der kunne jeg genoptage genren på regnvejrsdage med gule, ildelugtende paperbacks som den tidligere ejer havde efterladt i reolen, nu på svensk. Her lærte jeg blandt andet at skulder hedder axel på svensk, det gjorde et stort indtryk. Axel!
—
Nu spørger jeg mig selv hvor det her indlæg skal føre hen? Det er vist svært at sige, men jeg har været der før, det er helt sikkert. Jeg drøner tilsyneladende rundt i en cirkel jeg ikke kan finde ud af. Måske skal jeg bare se videre på den serie. Paperbacks. Streamingtjenester. Same same.